Regler, hvad skal vi med dem?

Og er regler ikke til for at brydes

Her kommer rebellen op i mig plus en stærk nysgerrighed. Hvad er der på den anden side….

Det har altid provokeret mig med regler (bortset fra færdelsregler). Men hvorfor egentlig?

Og hvordan har du det med regler? Elsker du dem fordi de giver dig en slags rettesnor eller bliver du bare møg irriteret over at blive irettesat med ‘gamle og utidssvarende’ regler ligesom mig?

Apropos regler så var jeg engang på et kursus, hvor vi blev spurgt om den korrekte måde at koge en hamburgerryg på.

Underviseren fortalte at når han skulle koge hamburgerryg, så havde han lært hjemmefra at det var vigtigt at skære begge ender af. Han stillede derfor aldrig spørgsmål til det.

Lige indtil han alligevel en dag spurgte sin mor, hvorfor enderne egentlig skulle skæres af? Moderen svarede:

“Fordi min gryde ikke er stor nok til hele hamburgerryggen.”

Jeg synes, at der er en rigtig god pointe i denne historie. Og den opfordrer samtidig til, at vi altid stiller spørgsmålstegn ved gængse opfattelser og ikke bare hænger fast i gamle etikketter og lignende.

Hvorfor regler tit pisser mig af

Det gør de, fordi de nogle gange også er årsag til, at jeg føler mig forkert. Og er der noget, jeg ikke bryder mig om, så er det at føle mig forkert…

Jeg husker især, da jeg var yngre, at jeg kunne være i tvivl om, hvordan man gebærdede sig i forhold til regler og etiketter relateret til store selskaber.

Hvilket bestik skulle man tage først? Og hvorfor var der så meget af det? 😱

Blev korrekset af veninde

På en udlandstur med tre gymnasieveninder, følte jeg mig virkelig ydmyget i forbindelse med indtagelse af et måltid.

Det var helt sikkert ikke min venindes mening at såre mig, men de ord hun sagde, bevirkede en stærk følelse af usikkerhed, som var virkelig ubehagelig.

Situationen var den

Vi var i Barcelona, og jeg var lige blevet færdig med min mad, hvorefter det straks lød:

“Når man er færdig med sin mad, så lægger man kniv og gaffel sådan her.”

Bang, hvor blev jeg flov…. og anede ikke, hvad jeg skulle sige.

Gymnasievenindens intention var 100% ikke at fornærme eller ydmyge mig, men det var altså den effekt, det havde.

Det slog mig samtidig, hvor nemt det er (med udgangspunkt i en eller anden uskreven, vedtagen regel) at dømme folk uvidende, ubegavede, dumme eller bare ikke dannede…. hvis de ikke opfører sig som forventet eller som du har lært hjemmefra.

Derfor døm ikke eller ret ikke på folk

Eller kom med gode råd, hvis du ikke er blevet bedt om det.

Medmindre det er for at redde deres liv eller lignende – ja, lidt groft sagt, men i det store og hele overvejende mit synspunkt.

Og før det hele her bliver alt for alvorligt, så husk at hvis du springer mig over i en kø, så ser jeg rødt og brokker mig højtlydt 😂😂😂

 

 

 

 

Efterlad en kommentar





This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.