August måneds te fra Te-Salonen krydret med legender og egne te-indkøb

Tilbage fra en uges krydstogt på Østersøen, med en kuffert propfuld af te fra alle nedennævnte storbyer. Hvad ellers? 😀

Vores krydstogtsskib ‘Costa Mediterranea’ sejlede fra:

costa-mediterrian

Stockholm til Helsinki
Helsinki til Sankt Petersborg
Sankt Petersborg til Tallin
Tallin tilbage til Stockholm

Selvfølgelig blev jeg nødt til at købe te fra samtlige destinationer.

Selvom telageret bugner… og herren ikke kan finde sin kaffe, haha…

Babuschka med te

Det var dog vanskeligt at købe te i Sankt Petersborg, for vi kom kun ind i landet, fordi vi købte en af rederiets dyre udflugter (hvor visum indgår). Til orientering må du som vesterlandsk borger ikke betræde russisk jord uden at være i besiddelse af et visum. Som vi ikke lige havde nået at skaffe, fordi det både er tidskrævende og besværligt at få, plus du skal være ude i god tid. Og det var vi langt fra denne gang, for den hårdtarbejdende gemal skulle have passet ferien ind 😉

babuschka-with-tea

På udflugtens anden dag i Sankt Petersborg blev vi (naturligvis! og heldigvis) losset af i en turistbutik og her fandt jeg noget sort te, godt gemt væk i en babuschka.

Se hende her, er hun ikke bare yndig? Med maven fuld af sort te…

Derudover fik jeg brugt ca. tusind kr. i de andre storbyer, blandt andet på nye sjove tekompositioner, te fra skandinaviske Nute, et stort flot tekrus med hjerter på, postkort med tebreve i, ni forskellige tebreve fra det kendte tebrand Kusmi og en urtete, man både kan drikke og bruge som røgelse. Sidstnævnte er jeg meget spændt på.

Og nu til teen fra Te-Salonen.

August måned fra Te-Salonen

te-salonen-augustSom sædvanlig får du lige et stemningsbillede af pakken med det lækre indhold.

Jeg bliver helt glad over at se en Darjeeling ‘Second Flush’ fra ‘Margaret’s Hope’, for den ved jeg, at jeg får drukket. Og den smager rigtig godt her om morgenen.

‘Margaret’s Hope’, hvor der er produceret te i mere end 150 år, er en af ​​Darjeeling-regionens (Indien) mest berømte tehaver, måske på grund af den sørgelige historie, der knytter sig til den…

Den kommer her:

Ifølge legenden var Margaret den skattede datter af tehavens første ejer. Hun faldt for dens naturlige skønhed, men blev desværre syg på en rejse til England og bukkede under for sygdommen. Til Margarets ære omdøbte hendes sørgende far tehaven og gav den navnet ‘Margaret’s Hope’. Det forlyder, at Margarets genfærd til stadighed vandrer hvileløst rundt i området…

Jeg elsker sådan nogle historier ♥

Næste te drejer sig om en:

Grøn sencha te fra Chaya

Et nyt bekendskab har set dagens lys, nemlig det mellem Chaya og mig. Chaya, som jeg ikke kendte til, før mit te-abonnement hos Te-Salonen, viser sig udover at sælge te, at være forpagtere på Dronning Louises Tehus i Gentofte og her tilbyder de en te-oplevelse lidt ud over det sædvanlige.

Hvilket jeg fluks har reageret på og booket et bord til på lørdag. Jeg tror ikke at det er noget for herren, men han skal med, nu hvor vi holder ferie 😉

chaya-green-tea

Den grønne sencha te fra Chaya ‘Sencha Nara’ er fyldt med lækre kandiserede ananas-, papaya- og mangostykker. Det gør virkelig meget for smagen i det her tilfælde og jeg synes, det er en skøn te.

Jeg kan se, at det er en af Chayas bestsellere, og deres mest populære grønne te.

Hvis du nu har fået lyst til at smage, så er det muligt at købe en ganske lille portion i form af et prøverør til 18,- kr.

Tilbød alle tebutikker bare det…

Du får lige et link til Chaya, klik her.

Teapigs and Whittard

teapigs-ginger-rhubarbDe to sidste teer fra Te-Salonen er brevteer, der begge er frugtbaserede og britiske.

Lad os starte med Teapigs, der brillerer på flere områder, blandt andet for deres uhøjtidelige stil, men også på det bæredygtige område, hvor de kun anvender emballage, der kommer fra en såkaldt ‘FSC-skov’*. Alle materialer er tillige biologisk nedbrydelige.

De har klaret sig over al forventning, for på bare 10 år er de vokset til et af Englands førende temærker. Godt gået!

Som du kan se på billedet, har jeg smagt på deres rabarber/ingefær te, og den er stærk som ind i h…… Men velsmagende. Herren får det sidste tebrev i aften, for han elsker rabarber og ingefær.

Du kan købe denne lækre te her.

Eller hos Amazon, klik her.

whittard-apple-elderflowerWhittard har en del flere år på bagen, for den har historie tilbage til 1886, hvor den unge mand Walter Whittard åbnede sin tebutik. Den høstede stor succes, ikke mindst fordi importen af te fra Indien og Kina boomede, men også fordi Walter var god til at lave spændende tekompositioner.

Det har han så også overbevist mig om, for hans ‘Apple & Elderflower’ den holder altså 100 %. Elderflower betyder hyldeblomst og blandingen er også tilføjet en anelse lakrids, vanilje og hibiscus. Uhm…

Ikke mere te fra Te-Salonen for denne gang – men alle mine øvrige te-indkøb fra vores krydstogt, bliver selvfølgelig foreviget her i løbet af de kommende uger.

Hav en solrig dag fuld af god te 😀

 

* ‘FSC’ er en international non-profit mærkningsordning til træ og papir, der sikrer, at der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en sikkerhed for, at dyre- og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannede og tillige sikret gode lønninger og ordentligt sikkerhedsmæssigt udstyr.

Posted in

Efterlad en kommentar